dot_animation
16.4.2024
23:54

Innovations-konkurrence om ”den biobaserede økonomi”

Agro Business Parks Innovations-konkurrence 2012 præmierer de to bedste forslag med 50.000 kr. og muligheden for videreudvikling af en god idé

For ottende gang lancerer Agro Business Park sin årlige innovationskonkurrence, som i år har temaet ”den biobaserede økonomi” - herunder jordbrug, biomasse, bioenergi, miljø- og agroteknologi.

- Den biobaserede økonomi er på globalt plan i hastig udvikling, og der er i disse år stor vækst i udvikling af nye teknologier og nye biobaserede produkter. I Danmark har vi et stærkt udgangspunkt for at kunne blive førende og skabe nye jobs ved at satse på biobaserede produk­ter, hvor råstofferne er bæredygtige biomasser. Derfor er det vigtigt at motivere til innovation og iværksætteri, således at vi får de gode idéer frem i lyset og får dem udviklet til kommercielle succeser, siger direktør i Agro Business Park, Lars Visbech Sørensen.

Fra idé til vækstvirksomhed

Evnen til at hive de gode idéer frem og motivere til kommercialisering og iværksætteri understreges af konkurrencens historik. Flere af de nuværende virksomheder i Agro Business Park er etableret af personer, der har deltaget i konkurrencen og herefter er blevet motiveret til at starte egen virksomhed. Eksempelvis kan nævnes Genoskan, der tilbyder genetiske test af avlsdyr, ConTerra, som er ekspert i arealanalyse og kortlægning, og Webstech, der har udviklet sensorteknologi til overvågning af afgrøder, og som vandt konkurrencen i 2009.

- Innovationskonkurrencen gav mig det helt rigtige skub på det helt rigtige tidspunkt. Pengepræmien og ikke mindst den efterfølgende sparring havde stor betydning for min beslutning om at tage springet ud i at blive iværksætter, udtaler Ole Green, direktør i Webstech.

Vinderen af Innovationskonkurrencen 2011, Wildlife Communication Technology, er netop blevet stiftet og forbereder en verdenspremiere på dette års Agromek med deres ”intelligente fugleskræmsel Animan”.

Hvem kan deltage?

Studerende, forskere, konsulenter, private virksomheder og personer med en god forretningsidé inden for den biobaserede økonomi kan deltage. Kriterierne for at deltage er, at idéen skal være aktuel, have en høj nyhedsværdi, et kommercielt, internationalt potentiale og være realiserbar. Sidste frist for at indsende idéer er den 1. november 2012.

Vinderne af Innovationskonkurrencen 2012 kåres på Agromek, Nordeuropas største landbrugsmesse, som finder sted i Herning i dagene 27.-30. november 2012. Konkurrencen afholdes i samarbejde med Innovationsnetværket for Biomasse (INBIOM), Agromek, Enterprise Europe Network og Agro Business Park.

September 2012

 

Agro Business Parks direktør Lars Visbech Sørensen, t.v., sammen med vinderen af Innovationskonkurrencen 2009, Ole Green, direktør for Webstech ApS. 

Støt MagasinetInnovation.dk med en donation - klik her.

Læs også: