dot_animation
19.4.2024
13:4

Medlemmer strømmer til
”Innovation i kommunerne”

LindkedIn-gruppen har mere end 3.000 medlemmer, der interesserer sig for og diskuterer innovation i kommunerne

Fem nye medlemmer. Det er det første, som toner frem på skærmen, da Maja Gro Lilsig – partner i konsulenthuset Public Intelligence og manager i LinkedIn-gruppen ”Innovation i kommunerne” – efter vel overstået interview med MagasinetInnovation.dk igen starter sin computer op.

Og det er der for så vidt ikke noget usædvanligt i, for medlemmerne strømmer til netværket, som Maja Gro Lilsig startede op sammen med Peter Julius, den anden partner i Public Intelligence, i oktober 2009.

- Det sidste års tid er det gået rigtigt stærkt. Jeg kan huske, hvordan vi jublede, da vi rundede medlem nr. 1.000. I dag (den 22. august 2012, red.) er vi helt præcist 3.157 medlemmer. Dertil kommer så de fem nye. Det er vildt godt, siger Maja Gro Lilsig og tilføjer, at ”Innovation i kommunerne” er blandt de 10 største danske grupper på LinkedIn.

- Det viser, at emnet er relevant, og at der er behov for at diskutere det i bestræbelserne på at komme frem til, hvordan kommunerne gør innovation til noget håndgribeligt, påpeger hun.

Platform for vidensdeling

Public Intelligence har specialiseret sig i innovation i det offentlige, og tanken om at etablere en platform for vidensdeling tilgængelig for alle, der arbejder med innovation i kommunerne til daglig, er opstået spontant og naturligt.  

- Behovet for vidensdeling er stort, for er der noget, som kendetegner innovation i det offentlige, er det først og fremmest den store kompleksitet. Metoderne er de samme som i det private erhvervsliv, men forudsætningerne for at få succes med innovation er markant anderledes, siger Maja Gro Lilsig og fortsætter:

- Derfor vil der altid være ting, som vi og andre ikke umiddelbart forstår, men via netværket kan vi alle lære af hinanden. LinkedIn-gruppen er åben for alle, der interesserer sig for innovation i kommunerne og har lyst til at bidrage med konstruktive indlæg og meninger. Det betyder, at også vores konkurrenter kan være med, hvilket nogen har undret sig over. Men lad mig bare slå fast, at innovation i vores kommuner er et så stort felt, et så stort marked, at der er arbejde nok til alle dem, der er dygtige nok. I vores firma bruger vi gruppen i forbindelse med problemløsning, og mange projekter er blevet støttet og bragt videre med råd og oplysninger fra dette netværk.

Maja Gro Lilsig oplyser, at medlemskredsen fordeler sig fifty-fifty på kommunalt ansatte ledere og konsulenter og eksterne konsulenter.

Bedre og bedre diskussioner

Diskussioner er naturligvis den langt væsentligste aktivitet i gruppen, men på LinkedIn-sitet er der bl.a. også et jobforum og en promotion-aktivitet, hvor professionelle leverandører af innovationsydelser kan præsentere sig selv og sine ydelser. Som gruppens manager sørger Maja Gro Lilsig for en vis disciplin i gruppen og griber ind over for forsøg på at liste reklame ind i diskussionerne, men ellers har den sit eget liv og bliver til det, den selv vil, understreger hun.

- Ikke blot kommer der flere og flere medlemmer til, men som jeg ser det bliver diskussionerne også bedre og bedre. Med tiden er det hele blevet mere  seriøst, og kvaliteten er steget. Og, forventer jeg, vil fortsætte med at stige, siger Maja Gro Lilsig, der på et tidspunkt forsøgte at samle stof til en bog med titlen ”1.000 idéer til innovation i kommunerne”.   

- Idéer kom der da også fra medlemmerne, men i stedet for at inspirere andre til også at sende idéer til bogen, skabte de diskussioner. Det viser med al ønskelig tydelighed, hvad der er det vigtigste for medlemmerne, siger Maja Gro Lilsig.

Bogen blev opgivet i første omgang, men planerne om at supplere diskussionerne på LinkedIn med andre tiltag – f.eks. at samle medlemmerne fysisk til et eller andet arrangement – består.

En hård nød at knække

Specielt det politiske aspekt gør innovation til en hård nød at knække i det offentlige, vurderer Maja Gro Lilsig og peger på, at der altid arbejdes med flere bundlinjer – den økonomiske, den demokratiske og den politiske. Det hele kompliceres yderligere af politikernes hensyntagen til, at de skal på valg hvert fjerde år.

- Det vigtigste og helt afgørende er koblingen fra politikerne til embedsmændene, koblingen mellem politikernes ønsker om innovation og administrationens strategier. Innovation betyder altid forandring, og hvad indebærer denne forandring for tilvalg og fravalg de næste 20 år? Det er et svært spørgsmål at forholde sig til, siger hun og tilføjer, at der i mange kommuner er et behov for at få skabt en egentlig innovationskultur.    

- Alle kommuner arbejder med innovation på et eller andet niveau, og mange er på vej til at gøre innovation til en fast bestanddel, en organiseret disciplin, i kommunen. Og innovation er en disciplin, man skal organisere sig omkring,  give topledelsens bevågenhed og arbejde med, når det gælder kompetenceudvikling, siger Maja Gro Lilsig.

”Sæt strøm” til processen

Hun anbefaler, at man ”sætter strøm” til innovationsprocessen. Digitaliserer noget af den. For IT er en god motor for organisationsudvikling, mener hun.

- Med IT kan man på struktureret vis komme langt ud og indsamle data, og det er der brug for, eftersom kommuner typisk har mange medarbejdere og mange borgere, der skal involveres. IT-systemer for innovation findes der endnu ikke så mange af – de fleste eksisterende er beregnet til brainstorm-fasen, hvor de er gode til at indsamle en masse idéer. Men innovationssystemer er på vej. I Public Intelligence er vi netop blevet forhandler af et sådant, Brightidea fra USA, siger Maja Gro Lilsig.

Hun forudser, at IT bliver et hot tema i LinkedIn-gruppen ”Innovation i kommunerne” den kommende tid.

August 2012

 

Maja Gro Lilsig – med LinkedIn-gruppen ”Inno-vation i kommunerne” på skærmen.

Støt MagasinetInnovation.dk med en donation - klik her.

Læs også: