dot_animation
29.3.2024
10:12

Pilotproduktion af ren syntesegas

Nyt dansk projekt kan bidrage til lovende teknologi til industriel produktion af renset syntesegas fra forgasning af biomasse som f.eks. træpiller, halm og landbrugsaffald

I de næste to år skal Teknologisk Institut sammen med Haldor Topsøe, Skive Fjernvarme og ChimneyLab Europe teste en pilotreaktor til katalytisk rensning af forgasset biomasse. Teknologien konverterer træ til el, varme og på sigt flydende brændstof som f.eks. benzin i en ren og driftsikker industriel produktion.

Udfordringen er at opnå en tilstrækkelig ren syntesegas, der består af kulmonooxid og brint. Det skal ske ved at forfine metoden til at rense forgasningsgassen for tjære og støv. Herved kan syntesegassen nemmere omdannes til benzin og derved blive integreret i en mere fleksibel el- og varmeproduktion på et kraftvarmeværk.

- Haldor Topsøe har i mange år produceret katalysatorer, der indgår i omsætningen af syntesegas fra forgasset kul til bulk kemikalier som ammoniak, metanol, DME og benzin. Forgasning af biomasse har dog vist sig at være mere udfordrende, idet man skal håndtere mere støv og aske end ved kulforgasning. Desuden udvikler biomasseforgasning en betydelig mængde tjære, der skal fjernes forud for syntese af kemikalier. Endvidere tåler gasmotorer og gasturbiner heller ikke tjærestofferne. Tjære får alle processerne til at gå ned, og så er der ingen forretning i det her, fortæller kemiingeniør Jens Kromann Nielsen fra Teknologisk Institut, der har været med til at bygge udstyret til at måle på tjæreindholdet før og efter forgasningen i pilotreaktoren.

Nye forretningsområder

Haldor Topsøe har en stærk global position inden for anlæg, der omdanner syntesegas til bulk kemikalier. Erfaringerne fra Skive kan potentielt anvendes af Haldor Topsøe til at etablere biomasse-til-flydende-brændstof og biomasse til gasanlæg som nye forretningsområder.

Parterne i projektet er netop gået i gang med de første tiltag til en pilotproduktion af ren syntesegas på Skive Fjernvarmes forgasningsanlæg. Indtil videre viser de indledende målinger, at Haldor Topsøes teknologi kan fjerne tjære og andre urenheder fra gassen i en katalytisk reaktor og således gennemføre de første skridt mod en økonomisk bæredygtig produktion af rensede biobrændstoffer. Haldor Topsøe har planer om at kommercialisere teknologien og forventer at skabe vækst inden for det nye forretningsområde ved eksport af løsningerne til forgasningsanlæg, hvor man vil bygge større træ-til-benzin eller træ-til-syntetisk naturgasanlæg.

- Takket være det her unikke samarbejde om at teste og implementere vores teknologi hos Skive Fjernvarme, vil vi være klar den dag, hvor der kommer et gennembrud for at producere flydende brændsel fra biomasse. Interessen for den her teknologi mærker vi også internationalt. Men det skal kunne hænge sammen økonomisk, og det gør det ikke i dag. Det kan tage måske fem eller ti år, før markedet er klar til det her, siger Martin Skov Skjøth-Rasmussen fra Haldor Topsøe. 

Unik og kompliceret proces

- Skive Fjernvarme har været pioner i forhold til at anvende forgasningsteknologien til kraftvarmeproduktion med motordrift, og der har været store udfordringer undervejs. Det er en unik og kompliceret proces, og vi ser frem til undersøgelsen af, om vores grønne gas på sigt også kan anvendes til andre formål i et tæt samarbejdet med Haldor Topsøe og Teknologisk Institut, siger Tage Meltofte fra Skive Fjernvarme.

Uafhængig af fossile brændstoffer

Projektet støttes med i alt 11,5 mio. kr. under EUDP-programmet – Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram. EUDP støtter udvikling og demonstration af lovende ny energiteknologi, som kan medvirke til at skabe grønne arbejdspladser i Danmark og til omstillingen af energiforsyningen til energikilder uden CO2-udledning.

- Hvis de ambitiøse energipolitiske målsætninger om en energiforsyning uafhængig af de fossile brændstoffer skal indfries, kræver det udvikling af ny teknologi, som kan udnytte biomasse til energiproduktion – herunder til produktion af flydende brændstoffer til transportsektoren. Projektet i Skive tager disse udfordringer op. Det er ambitiøst, og det har store perspektiver, hvis det lykkes at bringe teknologien et væsentligt skridt videre mod markedet. Samtidig er der tale om et stærkt projektkonsortium med kommercielt fokus. Derfor valgte EUDP’s bestyrelse at støtte projektet, udtaler EUDP´s sekretariatschef Morten Nordahl Møller.

Juli 2013

  For at gøre forgasning af biomasse mere attraktiv er det nødvendigt at udvikle den næste generation af effektiv tjærereformerings-teknologi. Biomasse forgasning anvendes til kraftvarme og kan desuden anvendes til at fremstille syntetiske biobrændstoffer. Når dette er muligt, forbedres forretningspotentialet. Forgasning af biomasse har yderligere den fordel at være vedvarende energi, der kan lagres.

Støt MagasinetInnovation.dk med en donation - klik her.

Læs også: