dot_animation
23.4.2024
17:37
Søg på brancher
facebook

Widex vinder European Inventor Award 2012

Patentet bag den revolutionerende CAMISHA-teknologi, der har forbedret komforten af høreapparater verden over, hjembragte den prestigefyldte patentpris

Widex A/S har vundet den prestigefyldte europæiske patentpris, European Inventor Award 2012, der netop er blevet uddelt ved en stor prisuddeling i Skuespilhuset i København under overværelse af mere end 350 prominente gæster, heriblandt Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary og Erhvervs- og Vækstminister Ole Sohn.

- Vi er meget stolte over at vinde denne pris, særligt i konkurrence med så stærke teknologier som Bluetooth og Roches diagnosticeringstest af hjerteanfald. Innovation har altid været en del af Widex’ DNA, og denne pris understreger vores position som teknologileder – ikke bare i høreapparatindustrien, men som hightech-virksomhed, sagde Jan Tøpholm, CEO i Widex A/S, ved overrækkelsen.

En uafhængig, international jury har tildelt Widex A/S prisen for CAMISHA-teknologien, der siden 2001 har været med til at forbedre komforten i høreapparater verden over. Og som Jan Tøpholm sammen med Søren Westermann og Svend Vitting Andersen er opfinderne bag.

Innovation skabte international gigant

- Ikke alene revolutionerede Jan Tøpholm, Søren Westermann og Svend Vitting Andersen høreapparat-industrien med deres innovation, Widex er også et blændende eksempel på en lille familievirksomhed, der er blevet til en internationalt førende virksomhed gennem banebrydende teknologi og den rette patentstrategi, sagde Benoît Battistelli, præsident for Den Europæiske Patentmyndighed (EPO), ved overrækkelsen.

I mere end fem årtier har Widex været teknologisk førende i høreapparatindustrien og er desuden kendt for teknologier som det første digitale i-øret-høreapparat og dets banebrydende trådløse teknologi, WidexLink. Med den europæiske patentpris 2012 konsoliderer Widex sin position som innovationsførende med mere end 150 patenter på verdensplan.

Den Europæiske Patentpris uddeles i fem kategorier: Industri, research, små og mellemstore virksomheder, Ikke-europæiske lande og æresprisen. 15 finalister blev valgt ud fra 200 kandidater, og Widex var den ene af blot tre nominerede i industrikategorien.

Læs mere: Søg på brancher under ”Medico”.

Juni 2012

 

Opfinderne af CAMISHA (f.v.) Søren Westermann, Jan Tøpholm og Svend Vitting Andersen.