dot_animation
29.3.2024
13:34
Søg på brancher
facebook

Ny computerspilteknologi
styrker kampen mod mobning

IT-Universitetet har været med i det store internationale forskningsprojekt Siren  

To nye computerspil kan identificere og støtte, hvor skoen trykker hos mobbeofre og mobbere. Spillene er resultatet af et europæisk forskningsprojekt med deltagelse af bl.a. IT-Universitetet.

Det nye sort indenfor computerspil er de såkaldte adaptive games. Denne type spil er kendetegnet ved, at de i større eller mindre grad bliver skræddersyet til den enkelte spiller. Nogle spil aflæser spillernes måde at spille på og tilpasser derefter løbende spillets handlingsforløb. Andre spil beder om en række oplysninger om spilleren, inden spillet starter.

Seriøse computerspil 2.0

De adaptive spil har vist sig have en række fordele i forhold til den genre som i fagtermer bliver kaldt serious games, altså spil, som er designet til andet en ren underholdning. Det er anti-mobbe spillene Village Voices og My Dream Theatre eksempler på. Ved at aflæse spillernes ageren i spillet og ved at registrere deres bevægelser og ansigtsudtryk med et standard webkamera, får spillene viden om, hvilke udfordringer spillerne står overfor i det sociale liv i skolegården eller i kantinen på arbejdspladsen. Denne viden bliver brugt til at tilpasse spilforløbet til spillernes behov.

Europæisk samarbejde mod mobning

De nye computerspil er blevet udviklet som led i det store internationale forskningsprojekt Siren, som primært er finansieret af EU-midler. Forskere fra seks universiteter, deriblandt IT-Universitetet i København, har bidraget til det omfattende projekt, som bl.a. inkluderer studier af mobbekulturen i tre europæiske lande. Derudover er den danske computerspilsproducent, Serious Games Interactive, partner i projektet.

En af projektets forskere, lektor Georgios Yannakakis fra IT-Universitetet, fortæller, at konklusionen på projektet ikke er færdigskrevet endnu, men at alt tyder på, at lærere, pædagoger og personalechefer m.fl. kan drage nytte af forskningsprojektet til efteråret, hvor han håber, at spillene bliver tilgængelige.

Individualiseret undervisning

- Computerspil giver mulighed for at individualisere undervisningen og forventes derfor at komme til at spille en betydelig rolle på fremtidens uddannelser. Samtidig ligger styrkelsen af de sociale kompetencer højt på dagsordnen i Europa og i store dele af resten af verden. Formålet med spillene fra Siren-projektet er at give mulighed for at styrke en række komplekse sociale færdigheder via nogle holistiske læringsmetoder, og de første indikationer i evalueringen af projektet i Storbritannien, Portugal og Grækenland tyder på, at spillene har en umiddelbar effekt i forhold til børns håndtering af konflikter, siger han.

Juni 2013