dot_animation
18.4.2024
11:30
Søg på brancher
facebook

Forskning i sund aldring

Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet får igen 150 millioner kroner af Nordea-fonden 

Med en samlet støtte på 300 mio. kr. er det fondens største forskningssatsning nogensinde, og pengene skal støtte tværfaglig forskning i, hvordan flere får et langt og sundt liv. Med den nye uddeling vil forskningen sætte sine resultater i praksis bl.a. i samarbejde med borgere og kommuner.

Verdens befolkning bliver ældre og ældre. I 2042 vil andelen af ældre over 65 år udgøre en fjerdedel af den danske befolkning. Hvordan kan vi øge chancerne for en sund og aktiv tilværelse som ældre? Hvad skal der til for, at give de ældre en højere livskvalitet og samtidig forebygge, at samfundets sundhedsudgifter ikke eksploderer? Disse problemstillinger beskæftiger forskningen på Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet sig med.

Et sundt, langt og godt liv

Nordea-fonden har støttet Center for Sund Aldring med i alt 300 mio. kr. Senest nu med 150 mio. kroner, så centret kan fortsætte sin forskning.

- Forskningen bidrager med ny viden om, hvordan vi kan få flere gode leveår uden sygdom og en øget livskvalitet gennem hele livet. Vigtigheden af en sund aldring er stor. Både for den enkelte og i lyset af vores samfunds demografiske udvikling med flere ældre. Med Nordea-fondens nye uddeling kan Center for Sund Aldring fortsætte sin banebrydende, tværfaglige forskning og i endnu højere grad sætte sine resultater i praksis i samarbejde med bl.a. kommuner, siger Mogens Hugo, bestyrelsesformand i Nordea-fonden.

Fonden støttede i 2009 etableringen af centret med 150 mio. kr.

Få mere ud af livet

Siden Center for Sund Aldring blev etableret i 2009, har de tilknyttede forskere opnået en række vigtige forskningsresultater og dermed etableret en solid forskningsplatform.

Dekan ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Ulla Wewer, glæder sig over, at forskningen nu kan fortsætte:

- I centrets første periode er der skabt vigtig ny viden om aldringens mekanismer, både på samfunds-og individniveau. Sund og aktiv aldring handler om at få mere – ikke mindre – ud af livet, når vi bliver gamle. Desuden er sund og aktiv aldring et nyt og yderst vigtigt omdrejningspunkt i den fremtidige aldringsforskning – et fokus, der er kommet for at blive, og som bør indgå i fremtidens forsknings- og uddannelsesstrategier, siger Ulla Wewer.

Energi er i centrum

En vigtig rød tråd i forskningen ved Center for Sund Aldring har vist sig at være energi og bevarelse af energien i en bred forstand – til livet og i samfundet. Men der er ikke meget viden om årsagerne til de store variationer i energi- og aktivitetsniveau, som man oplever i takt med at blive ældre. Den bio-psyko-sociale alder – altså hvordan forskellige faktorer påvirker energiniveauet og medfører ændringer i takt med, at vi ældes – er noget af det, forskningen på Center for Sund Aldring skal beskæftige sig med i de kommende fem år.

Juni 2013