dot_animation
25.4.2024
5:57
Søg på brancher
facebook

Industrirobotter skaber jobs

Men jobskabelsen flytter fra traditionelle produktionsjobs og til nye områder inden for bl.a. videreforarbejdning, distribution og service

Et opdateret studium fra IFR, The International Federation of Robotics, sætter streg under robotteknologiens positive effekt på skabelsen af nye jobs. Men jobbene skifter karakter.

IFR har offentliggjort et forskningsstudium af sammenhængen mellem udbredelsen af industrirobotter og skabelsen af jobs i fremstillingsindustrien. Studiet sætter en tyk streg under industrirobotternes positive aftryk på skabelsen af nye jobs. Mere konkret forventer IFR, at den øgede brug af industrirobotter i Europa i løbet af de næste otte år vil føre til skabelsen af to millioner jobs.

- Vores undersøgelse viser, at robotter skaber arbejdspladser. Det er en kendsgerning, at produktivitet og konkurrenceevne er uundværlig for, at en fremstillingsvirksomhed kan få succes på det globale marked. Robotteknologi og automatisering er løsningen. Visse jobs kan reduceres af robotteknologi og automatisering, men undersøgelsen understreger, at der overordnet set skabes flere arbejdspladser, siger Gudrun Litzenberger, der er generalsekretær i IFR.

Arbejdspladserne flyttes til nye områder

Studiet viser yderligere, at jobskabelsen flytter fra traditionelle produktionsjobs og til nye områder inden for bl.a. videreforarbejdning, distribution og service. Årsagen til denne udvikling skal særligt findes i øget konkurrencekraft og efterfølgende salg, som er forårsaget af brugen af robotteknologi.

Et par eksempler på denne udvikling kan ifølge IFR ses på området for mobiltelefoner, computere og tablets, der ud over rent produktionsmæssigt har medført en massiv indirekte jobskabelse i f.eks. salgsleddet – jobs som uden robotteknologi ikke ville eksistere. Området er afhængig af avancerede automations- og robotløsninger for at kunne følge med både den høje efterspørgsel og de høje kvalitetskrav.

Tre arbejdsområder

IFR oplister endvidere tre arbejdsområder, hvor robotteknologi og automation særligt vinder frem, og hvor den indirekte jobskabelse er størst: Hvor et produkt ikke kan fremstilles med tilfredsstillende præcision, konsistens og omkostningsniveau uden robotteknologi. Hvor arbejdsmiljøet er utilfredsstillende for mennesker. Og hvor produktion med høje lønningsomkostninger – f.eks. i industrialiserede lande – er truet af lavtlønslande.

Kilde: Nyhedsbrev fra Innovationsnetværket RoboCluster.

April 2013