dot_animation
18.4.2024
4:21
Søg på brancher
facebook

Vindere af innovationspris

Fem studerende fra Institut for Teknologi og Innovation og Assentoft Silo A/S stod for de bedste idéer inden for den biobaserede økonomi

Vinderprojekterne i Agro Business Parks innovationskonkurrence 2012 blev en overvågningsteknologi tilpasset faring hos søer og et bundudtag til rensning af biogastanke. Et fagligt kompetent dommerpanel bestående af repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer, Dalgas Innovation, Aarhus Universitet, Viborg Kommune, VIBORGegnens Erhvervsråd og Agro Business Park har bedømt de indkomne projekter.

Færre dødfødte pattegrise

Fem studerende fra Institut for Teknologi og Innovation under Syddansk Universitet har i samarbejde med Danmarks Teknologiske Institut udviklet en faringsalarm til søer. Alarmen består af et infrarødt kamera, en computer, der behandler input fra kameraet, og en applikation, der kan vises på enten smartphone eller tablet.

Kameraet, der installeres ved hver faringsboks, bruger genkendelsesteknologi og sender data til computeren, der er placeret centralt og alarmerer svineavleren, hvis tidsintervallet, som i gennemsnit er 16 minutter mellem hver født pattegris, overskrides. Dermed kan svineavleren gribe ind i tide.

Med faringsalarmen forventer opfinderne, at antallet af dødfødte pattegrise nedbringes betydeligt, og dermed løses en relevant udfordring i branchen.

Nyt bundudtag sparer rensningsomkostninger

Assentoft Silo A/S har udviklet et bundudtag til biogastanke, som gør det lettere at rense tanken for ikke-nedbrydelige materialer.  

Konceptet går ud på at trække bundfald ud af tanken ved hjælp af en sweepsnegl, der trækker bundfaldet ind til midten, hvor det falder ned i en sump. Herfra sluses det ud via en snegl eller et rør. 

Fordelen ved produktet er, at biogastanken ikke skal tømmes inden – det hele kan foregå, mens tanken er fuld og i drift. Derved spares mellem 100.000-400.000 kr. som ved traditionel rensning, og det bliver samtidig mere rentabelt at anvende biomateriale med større indhold af ikke-nedbrydelige dele.

November 2012